De danske træsorter

Dansk træ til dansk produktion

Danish Woodlands ønsker at fremelske forarbejdning af danske møbler og – interiør i kvalitetstræ fra de danske skove heriblandt; ask, asp, bøg, eg, el og ær.

Ask

Asketræet er vokset i Danmark omkring 9000 år. Træet er tilpasningsdygtigt og kan vokse i forskellige jordtyper, men foretrækker fugtigere jord. Askens udbredelse i Danmark og resten af Europa er desværre meget påvirket af asketoptørre, en invasiv svamp, der spredes gennem luften. Vores nænsomme skovning af ask har derfor det klare formål, at hjælpe de blivende træer med at holde sig sunde. I møbelproduktionen er ask kendt for sin styrke, hårdhed og fleksibilitet samt den smukke og lyse tekstur.

Asp

Aspetræet er vokset i Danmark i over 11.000 år. Træet er kendt for sin tilpasningsdygtighed til forskellige jordbundstyper og vokser naturligt i mange danske skove. Aspetræet er hurtigt voksende og optager derfor hurtigere CO2 end andre løvtræsarter. Asp har en let og blød kvalitet, hvilket gør det nemt at bearbejde og forme. Træet har en karakteristisk lys og ensartet farve, der giver et frisk og nordisk udtryk ved anvendelse til møbler og interiør.

Bøg

Bøgetræet har været i Danmark i 5.000 år, og er et af de mest udbredte træsorter i de danske skove. Bøgen er kendt for at skabe nogle fantastiske skovbilleder og spiller en vigtig rolle i den danske natur. Træet er både stærkt og holdbart og med sin smukke lyse farve og fine struktur er bøgen meget populær i møbelproduktion. Træet er desuden alsidigt og tager fint imod forskellige overfladebehandlinger som eksempelvis maling, lakering eller oliering.

Eg

Egetræet er ét af de mest karakteristiske og betydningsfulde træer i Danmark og har været i landet over 9.000 år. Egen kan opnå en meget høj alder, og det formodede ældste egetræ i Nordeuropa ”Kongeegen” står i Danmark med en anslået alder på over 1.700 år. Dermed er egetræet en meget vigtig del af den danske kulturarv. I møbelproduktion er træet kendt for en karakteristisk tekstur og en varierende lysebrun til dyb brun farve. Eg er meget holdbart over for slid, hvilket gør træet ideel til langtidsholdbare kvalitetsmøbler.

El

El eller rødel er hjemmehørende i Danmark med over 10.000 år i landet. Træet foretrækker fugtig jord og har nemt ved at forynge sig selv naturligt. Træet er kendt for sin varme farve og fine struktur. Det er moderat hårdt og dermed nemt at bearbejde og forme i møbelproduktion hvor fokus er på det unikke og naturlige. Træet er relativt modstandsdygtigt overfor fugt og kan derfor bruges til både indendørs og udendørs møbler.

Ær

Ær er det gamle danske ord for ahorn og indikerer, at træet har været i landet længere end da det blev bredt indført for omkring 250 år siden. Træet trives på de fleste jordtyper, men foretrækker muldjord. Strukturen i ær er jævn og tæt, hvilket bidrager til den æstetiske appel. Træet er let at bearbejde og kan overfladebehandles med eksempelvis bejdsning, lak eller maling. Farven er lys og træet er holdbart og dermed et attraktivt valg til både møbler og interiør.

Skal dit produkt bære Danish Woodlands mærket?

Kontakt os på mail eller telefon: 26 65 22 45 og lad os tage en snak om, hvordan dit produkt kan være med til at udbrede kendskabet og kvalitetsfølelsen af træ fra de danske skove, dyrket, skovet og produceret med respekt for vores klima, natur og biodiversitet.

DANISH WOODLANDS

Mariagervej 3  |  9560 Hadsund  |  26 65 22 45  |  info@danishwoodlands.dk  |  CVR: 43 61 90 71