Ny mærkning sætter fokus på træ fra de danske skove

Træ fra de danske skove kan fremover genkendes på Danish Woodlands-mærket. Nøgleordene for mærkningen er også et fokus på de oprindelige danske træsorter, en naturnær skovdrift med respekt for skovens biodiversitet, samt transparent og kort forsyningskæde fra skov til produktionsklart træ.

Med Danish Woodlands-mærkningen kan forbrugeren let genkende brugen af dansk træ fra de danske skove i kvalitetsmøbler og interiør. Samtidig giver den unikke mærkning både producent og den endelige forbruger en helt unik mulighed for at spore træets oprindelse, så den gode historie om træets opvækst kan fortælles videre. Sporingen kan gå helt ned til den skov, hvor træet er vokset op.

Danish Woodlands-mærket er garant for en naturnær skovdrift, lav CO2-udledning og skovning med respekt for skovens biodiversitet. Endvidere er det et krav, at den energikrævende tørringsproces på savværket sker vha. grøn energi fra sol og vind.

Forsyningskæden fra når træet er skovet, til det er klar til produktion, er transparent og kort. Mellem skov og producent er der således kun et savværk. Fragten og CO2 er reduceret, og fordyrende mellemled er fjernet, så det bliver lettere for den enkelte producent at vælge træ fra de danske skove.

Udviklingen af den nye Danish Woodlands-mærkning er udført i et fællesskab mellem Jyndbjerg Møbelsnedkeri og Ouegaard Hovedgaard. ”Med den nye mærkning, ønsker vi at sætte fokus på de gode, klassiske danske træsorter og den skovnære produktion i stedet for den typiske handel og transport af træ på tværs af landegrænser og med mange mellemhandlere”, udtaler Jonny Skov, Jyndbjerg Møbelsnedkeri.

Henrik Neergaard-Petersen fra Ouegaard Hovedgaad supplerer med, at ”selvom den nænsomme skovning isoleret set er dyrere end traditionel skovning, som kan være hård ved skovbund og biodiversitet, så opvejes dette af den korte vej fra skov til savværk og direkte til producent. Desuden er det en stor glæde at afsætte træ, der anvendes til langtidsholdbare kvalitetsmøbler”.

Lene Nissen fra Jyndbjerg Møbelsnedkeri slutter af med at tilføje, at ”vi er stolte af, at vi i Danmark kan producere træ i høj kvalitet, der er nænsomt skovet til gavn for natur og biodiversitet. Vi håber, at både producenter og forbrugere vil tage godt imod den nye mærkning og således være med at udbrede kendskabet til møbler og interiør, produceret af træ fra de danske skove.”

Hør mere om Danish Woodlands-mærkningen ved at kontakte Lene Nissen på telefon: +45 26 65 22 45, eller på mail: info@danishwoodlands.dk 

 

DANISH WOODLANDS

Mariagervej 3  |  9560 Hadsund  |  26 65 22 45  |  info@danishwoodlands.dk  |  CVR: 43 61 90 71