Ouegaard Skov
Ouegaard Skov
Ouegaard Skov er den første skov, der leverer træ til Danish Woodlands. Skoven er en del af Ouegaard Hovedgaard.
Historie
Tilbage til middelalderen og op gennem historien blev der brændt kalk på egnen. Det var en stor industri. Der blev blandt andet fragtet kalk fra skovens nuværende placering til byggeriet af Kronborg. Formålet med kalkbrændingen var at fremstille bindemiddel i mørtel. Samtidig skulle der være skov. Masser af skov, for at have træ til brændingen. Og det havde man.
Langt tilbage i tid gik Ouegaard Skov i ét med Rold Skov. Men tingene ændrede sig, og en dag var der ikke mere skov tilbage, og dermed ophørte også kalkbrændingen.
Skoven i dag
Siden da er skoven vokset frem igen til glæde for naturen og den nuværende ejers familie. De har ejet Ouegaard Skov og Ouegaard Hovedgaard i næsten 200 år og igennem nu 6 generationer. Netop derfor har skoven med dens mangfoldighed også en hel særlig plads i familiens hjerter.
For ejerne af Ouegaard Skov giver det den største mening at værne om skoven og at drive den så naturnært og nænsomt som muligt, samt at anvende de nøje udvalgte stammer til langtidsholdbare kvalitetsmøbler og boligindretning.
I driften er der desuden fokus på bevarelse af nøglebiotoper, udpegning af træer til henfald og dødt ved samt selvforyngelse. Hensigten er at bevare og beskytte skovens biodiversitet og helt centrale økosystem.
Klima og jordbundsforhold
Skoven ligger i meget naturskønt og kuperet terræn helt ned til Mariager Fjord – langs stand og eng. Længere inde i terrænet afgrænses skoven desuden af den enestående Villestrup å, der udgøres af en smeltevandsdal fra sidste istid.
En del af skoven ligger på meget kalkholdig jord, som giver en meget artsrig flora i skovbunden præget af kalkelskende buske og urter, som eksempelvis den blå anemone. Træer på kalkholdig jord vokser desuden langsommere end træ fra andre jordtyper.
Sammensætningen af de specifikke klima og jordbundsforhold giver træet fra Ouegaard Skov sin helt unikke karakteristika og sporbarhed.
Fakta om Ouegaard skov
175 ha
Ligelig fordeling mellem løv- og nåletræer. Løvtræ er især bøg, eg, ask og ær – men også rødel og asp.
Ligger delvist i Natura 2000
Privat ejet i 6. generation
Skal dit produkt bære Danish Woodlands mærket?
Kontakt os på mail eller telefon: 26 65 22 45 og lad os tage en snak om, hvordan dit produkt kan være med til at udbrede kendskabet og kvalitetsfølelsen af træ fra de danske skove, dyrket, skovet og produceret med respekt for vores klima, natur og biodiversitet.
DANISH WOODLANDS
Mariagervej 3 | 9560 Hadsund | 26 65 22 45 | info@danishwoodlands.dk | CVR: 43 61 90 71